Bagom facaden.

Hej. Jeg har ikke blogget i et godt stykke tid, og det har sine grunde, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu. Udadtil virker jeg sikkert glad, smilende, jeg har mange venner, ikk? Jo, men alle mine venner bor, ekstremt langt væk.. Hvorfor? Fordi, folk i Skanderborg ikke kan lide mig. Eller, det kan nogle få af dem vel godt. Men de er godt gemt væk.. For jeg kan godt prøve at blive venner med nogle herfra, men så er det bare sådan at det ender med, de snakker med deres andre venner, også pludselig er jeg igen hende der, som tidligere er blevet mobbet, og som folk har noget imod. Utroligt, ikke? Skulle man ikke tro at tingene ændre sig? Det gør de vel også, for nogen. Men ikke for mig, og jeg aner ikke hvorfor, jeg er så åben og venlig som jeg kan være, men igen, det er svært at tilfredstille alle. Egentlig er det slet ikke det her jeg vil skrive om, det er min såkaldte far. Hans behandling af mig, også mine søskende. Min far har tre børn. Min lillesøster på 10, mig på 15, og min storesøster på 18. Lars, eller min far. Er en af dem som favoriserer, og ja, tre er en for lidt, eller en for meget, ikke? Så ja, da hans ekskone kom ind i hans liv igen, valgte han at sortere mig fra. Slut, færdig. Væk. Jeg snakker ikke længere med ham, men gud hvor ville jeg ønske jeg gjorde, når alt kommer til alt er han jo min far, ikke? Han ringede ikke på min fødselsdag, selvom det snart er et år siden, og inden da havde jeg ikke snakket med ham i 2 måneder, jeg vidste egentlig ikke hvad det var der gjorde det, men på min fødselsdag fandt jeg ud af det. Jeg gider ikke gå i dybden med det, det er en lang historie. Sagen er at der gik 3-4 måneder mere uden jeg hørte fra ham, EN ENESTE GANG, hvad er det for en far? Det er min far, sikkert også mange andres, men lige nu vil jeg gerne ud med det her. Jeg har lyst til at whine. I sommerferien ringede jeg til ham, dagen inden jeg skulle på lejr, og han lovede mig, at han ville ringe og skrive, en gang om ugen. Jeg ventede og ventede, men til hvad nytte? Hørte jeg fra ham en eneste gang? Nej. Aldrig. Da min søster blev syg, begyndte han at komme hos os osv. og jeg snakkede med ham, af ren høflighed, jeg ville gerne have min far tilbage, det vil jeg stadig. Men en dag da han kom, sagde han 'Hej' til alle, undtagen mig? Han sagde at han troede jeg var min ældste storesøster, Tanja. Men havde han under normale omstændigheder ikke også sagt 'Hej' til hende? Det tror jeg nok, det var bare end undskyldning for at overse mig. Utroligt... Jeg elsker ham, men jeg burde ikke. Min søster er stadig syg, men han har glemt os igen, det er nemlig ikke kun mig han har glemt, men også min 18 årige handicappede storesøster, som i sommerferien fik konstateret lymfekræft. Det har taget hårdt på mig og jeg har manglet min far. Jeg har klaret mig igennem det med mine venner og resten af min familie, er glad for jeg har så mange søskende. Kræften hos min kære søster er væk, hun mangler bare kemo og nogle efterbehandlinger, så er det slut, også regner jeg ikke med at høre fra Lars igen. Selvom vi skal ud til dem snart.. Dog ikke med min gode vilje...
- men jeg slutter af igen, så i ikke skal hører på mere af min whinen..